Nye blodprøveregler rammer kronisk syge

Mange patienter må nu køre langt for at få taget blodprøver.

Nye blodprøveregler rammer kronisk syge

Fra første juli kan kroniske patienter i Region Midtjylland ikke længere få taget blodprøver hos egen læge, når de er i gang med et udredningsforløb, men skal i stedet på sygehuset. På den måde vil Region Midtjylland spare 13,7 millioner kroner om året ved at lade sygehusene tage blodprøverne.

Patienter med kroniske sygdomme i Region Midt har udsigt til længere ventetid på sygehuset.  Fra den første juli kan de ikke længere få taget blodprøver ved egen læge i forbindelse med et udredningsforløb. men skal i stedet på hospitalet, når de skal til kontrol. En dårlig beslutning mener de praktiserende læger. 

- Det kan ikke andet end at værre en serviceforringelse, siger Karsten Rejkjær Svendsen, der er formand for de praktiserende læger i Midtjylland. 

Lang ventetid på sygehuset
De praktiserende læger frygter, at de nye regler vil skabe ventetid på sygehuset. Patienterne skal nemlig vente på at prøverne bliver analyseret, før de kan modtage behandling. 

- Den tid, som patienterne bruger inde på ambulatoriet, vil jo være langt størstedelen af den tid, de er der, fordi det at tage blodprøve tager ikke særlig lang tid. Det at gå i ambulatoriet tager heller ikke så lang tid, siger formanden for de praktiserende læger i Midtjylland. 

Direktøren i Region Midtjylland indrømmer da også, at han endnu ikke har en løsning på den lange ventetid. 

- Det er klart, at det ikke vil være rimeligt at vente i mange timer, så det skal selvfølgelig hænge sammen med et ordentligt patientforløb for borgerne, siger Christian Boel, der er koncerndirektør i Region Midtjylland.