Nye anklager mod Riis

Nye anklager mod Riis

Ifølge TV2 Sporten har Michael Rasmussen nævnt både Bjarne Riis og Nicki Sørensen over for de dopingmyndigheder, han nu samarbejder med.

I kølvandet på Michael Rasmussens indrømmelser kommer der nu nye anklager mod Team Saxo-Tinkoffs holdejer Bjarne Riis. 

TV 2 Sporten erfarer, at Michael Rasmussen har nævnt Bjarne Riis og den tidligere holdkammerat fra CSC-Tiscali-tiden, Nicki Sørensen, over for de internationale dopingmyndigheder.

Michael Rasmussen skulle have fortalt, hvordan Nicki Sørensen dopede sig, mens de kørte sammen i 2002, og at Bjarne Riis kendte til dopingmisbruget.

Hembo: Læg to og to sammen

Michael Rasmussen fortalte på torsdagens pressemøde, at han er klar til at fortælle alt, hvad han har oplevet omkring doping, og hvem han har oplevet det sammen med.

På spørgsmålet om, hvor vidt Michael Rasmussen var dopet, da han kørte under Bjarne Riis, svarede Christina Watches-Onfones direktør Claus Hembo:

- Michael må ikke kommentere på andre hold, og det må jeg heller ikke. Men I kan jo lægge to og to sammen og tænke over, hvad I ville have spurgt om, hvis I var antidoping-myndighed.

Michael Rasmussen har over for antidoping-myndighederne lovet, at han ikke vil fortælle, hvornår han har taget de forskellige præstationsfremmende midler.