Ny viden til bekæmpelse af barnløshed

Ny forskning viser, at kvinder med en særlig bakteriesammensætning i underlivet har sværere ved at få børn

Fertilitet

Et forskningsprojekt på fertilitetsklinikken i Skive har bragt ny viden frem om, hvorfor nogle kvinder har svært ved at få børn.

Det kan vise sig at blive et vigtigt skridt i kampen for at bekæmpe barnløshed.

Hver sjette kvinde har abnorm bakterieflora

Forskerne har undersøgt 130 reagensglaskvinder, og derved fundet frem til, at kvinder med ubalance i bakterierne i underlivet har fem gange lavere chance for at blive gravide, end kvinder med en normal bakterieflora.

- Der er ikke nogle baktier, der er dårlige, men der kan være nogle bakterier, der tager over, og det er negativt. De skal være i den rette balance, fortæller professor Peter Humaidan, der er en af forfatterne bag studiet.

Han fortæller, at hver sjette kvinde har en abnorm bakterieflora i underlivet, og for de kvinders vedkommende, er der kun 9 % chance for at blive gravid. For kvinder med en normal baktieflora er chancen 44 %.

Kan behandles medicinsk

Med den nye viden kan man på sigt finde frem til nye medicinske kure, der kan give barnløse par lettere ved at få børn.

- Det er tanken, at man på sigt kan screene kvinder for deres baktieflora, ligesom man scanner for alt muligt andet, og så kan man give dem noget medicin, der bringer deres flora i orden, inden de begynder behandlingen, fortæller Peter Humaidan.

Inden man når så langt, skal der dog først laves mange flere undersøgelse.

- Vi har undersøgt 130 patienter. Nu skal vi først ud og kigge på endnu flere patienter og undersøge, om de her data virkelig holder vand, siger Peter Humaidan.