Ny VHK-direktør: Et nødvendigt skifte

Mens Nikolai Norup er røget i kulden i Viborg HK, er hans plads i direktørstolen allerede nu besat af Henrik Dahl. "Et nødvendigt skifte," lyder det fra den nyudnævnte direktør.

Henrik_Dahl_0.jpg

I går var han bestyrelsesformand for Viborg HK. I dag er han nyudnævnt direktør. Henrik Dahl er steget i graderne, nu hvor klubben har valgt at stoppe samarbejdet med Nikolai Norup.

-  Det er gået lidt stærkt de sidste par dage, men nu tror jeg på, at vi har fundet en løsning på, hvordan vi skal være organiserede her i klubben, lyder det optimistisk fra klubbens nye direktør.

Henrik Dahl har hidtil ejet og drevet reklamebureauet Pionerbureauet sammen med sin hustru. Men nu står der altså direktør for Viborg HK på visitkortet. Og han træder ind efter en turbulent tid. På mindre end en måned har klubben skiftet både cheftræner, bestyrelsesformand og nu altså også direktør.

- Jeg kan da godt forstå, hvis nogen synes, det ser lidt mærkeligt ud, men jeg synes, det har været en logisk konsekvens. Så jeg håber på, at folk kan se, at det er en nødvendighed de her ting, der er sket, for at vi kan komme videre fremad, siger nyudnævnt direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.

Henrik Dahl er den fjerde, der sætter sig i direktørstolen for den kendte håndboldklub, på blot halvandet år.

- Jeg har sagt ja, fordi jeg har en tro på fremtiden. Vi har så mange positive tilkendegivelser af, at folk gerne vil et fremtidigt VHK. Og så synes jeg, det er et spændende arbejde der ligger forude, siger han.

Henrik Dahl føler sig sikker på, at Viborg HK ikke går konkurs, og allerede fra næste sæson ser han, at driften kommer til at løbe rundt i klubben, som han er kommet i hele sit liv.

Henrik Dahls afløser som bestyrelsesformand bliver Palle Kjeldgaard-Christiansen.