Ny udvikling i byggeskandale til boligejernes fordel

Den første sag om kinesiske MgO-plader, der blev fugtige og kunne give skimmelsvamp, er faldet ud til boligejernes fordel, som nu får erstatning.

Familien Glerup-Nielsens hus ved Gjern er et af husene, der blev bygget med de kinesiske MgO-plader.
Familien Glerup-Nielsens hus ved Gjern er et af husene, der blev bygget med de kinesiske MgO-plader.

Det blev kaldt den værste byggeskandale i årtier, da det i 2015 kom frem, at kinesiske MgO-plader, der blev brugt som vindspærre, i stedet blev fugtige og kunne give skimmelsvamp. 

Siden fulgte en kamp mellem flere forsikringsselskaber og ramte boligejere. 

Nu er den første voldgiftssag afgjort, og den falder ud til boligejernes fordel. Derfor betaler Tryg nu erstatning til ramte boligejere, der har været ramt af i MgO-skandalen. Det skriver Ingeniøren

- Havde vi dengang haft den viden, som voldgiftsretten nu har lagt til grund for deres afgørelse, så ville vi aldrig have hævdet, at der var tale om en udviklingsskade. De skader, som vi i dag kender til, vurderer vi derfor som omfattet af byggeskadeforsikringen, siger Mads Dam, direktør for skader hos Tryg.

Ikke alle selskaber er klar til kovending

Enkelte selskaber betalte erstatning, men selskaber som Caplloyd, Topdanmark og Tryg nægtede med henvisning til, at byggeskadeforsikringer ikke dækker såkaldte udviklingsskader. 

Afgørelsen har altså nu fået Tryg til at skifte standpunkt, men ikke alle er klar til samme kovending.

- Topdanmark har naturligvis noteret sig kendelsens resultat, og vil lade det indgå i vores skadebehandling. Der er dog tale om en brik i et stort puslespil af juridiske og tekniske problemstillinger, hvoraf mange brikker endnu er uafklaret og afventer prøvesager ved domstolene m.v., skriver Topdanmarks juridiske skadeschef, Brian Malmros, til Ingeniøren.

Tryg har foreløbig seks-syv byggeskadeforsikringssager. I de sager er byggerierne allerede ved at blive udbedret for selskabets regning.

14:19
I årevis har byggebranchen brugt en uegnet vindspærreplade. Nu venter et oprydningsarbejde for 1-2 milliarder: