Ny tegnefilmserie skal gøre børn trygge ved lægebesøg

Det startede som et spil til mobilen, men er nu blevet så stor en succes, at universet er blevet udvidet.

For nylig har Rigshospitalet haft et arrangement, hvor børn og deres forældre kunne spille Doktor-spillet og få deres bamser undersøgt af en læge i virkeligheden. Foto: Play Doktor

Angst for læger og sygehusbesøg kan leges væk på forhånd.

Det er tanken bag mobilspillet Doktor, som er udviklet af Fabio Cujino fra Viborg, der til daglig er direktør for spilvirksomheden Level Rewind Games.

- Mange forældre har svært ved at snakke med børnene om for eksempel at få taget en blodprøve eller få en anden undersøgelse, og på den måde giver de deres egen angst videre til børnene. Det her handler om at forklare tingene i børnenehøjde og fjerne dramaet, siger han.

Læs også Dette spil hjælper børn på hospitalet

I Doktor driver barnet et hospital, hvor patienterne er dyr, og børnene optjener diamanter, når de opklarer, hvad dyrene fejler. Spillet er blevet så godt modtaget af familier og personale på landets hospitaler, at Play Doktor-universet nu er blevet udvidet med et brætspil og snart også en tegnefilmserie.

- Der er helt klart et behov for, at børnene har et redskab, som kan hjælpe dem med at møde sundhedsvæsenet, og det giver god mening at have flere tilbud. Brætspillet kan for eksempel noget andet end mobilspillet kan - her er det nemmere for en hel familie at mødes og snakke om tingene, siger Fabio Cujino.

Jeg håber, at det kan være med til at give børnene en tryggere oplevelse, når de skal på hospitalet eller til deres egen læge.

Fabio Cujino, spiludvikler

I de animerede tegnefilm bliver børnene præsenteret for forskellige procedurer, som de kan komme til at møde på hospitalet. Første afsnit handler om blodprøver og er snart klar til at komme på gaden.

- Jeg håber, at det kan være med til at give børnene en tryggere oplevelse, når de skal på hospitalet eller til deres egen læge, siger Fabio Cujino.

Tegnefilmserien er støttet økonomisk af Viborg Kommune, og den kommer til at ligge frit tilgængelig på YouTube.
 

01:52 Luk video