Ny storm: Nu går Helga i land

Efter Gorm kommer Helga... Denne gang forudser DMI dog kun vindstød af stormstyrke i Midt- og Vestjylland. Der kører ikke tog mellem Thisted og Struer.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Knap har stormen Gorm forladt Danmark, før efterfølgeren Helga gør sin entré. Dermed bliver weekenden præget af en endnu en storm, der visse steder kan få vindstød op til orkanstyrke. Det oplyser DMI.
    
Det bliver dog overvejende nord- og vestjyderne, der får lov at stifte bekendtskab med Helga, fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Dan Nilsvall, til Ritzau.
    
- Umiddelbart aftager vinden aftager i løbet af fredag eftermiddag og aften. Allerede natten til lørdag tiltager vinden så igen, og vi vil se en lørdag med meget blæsende vejr og kraftige vindstød, siger han.
    
- Langs Vestkysten kan det blive op til storm i vindstødene igen.
    
Det betyder også, at vandstanden i den del af Danmark igen vil blive højere end normalt.
    
- Langs Vestkysten og nede ved Vadehavet kan vandstanden komme op tæt på grænsen, mens det i Limfjorden nok kommer over. Måske kan det blive helt op til 180 centimer i den vestlige del af Limfjorden, siger Dan Nilsvall.
    
Han fortæller, at der i det nordlige Vendsyssel og ved Jammerbugten vil være vindstød op til orkanstyrke, mens hele Nord- og Vestjylland kan forvente vindstød op til stormstyrke.
    
Nordjyllands Politi skriver på det sociale medie Twitter, at selv om blæsten allerede natten til fredag tog til, har man endnu ikke oplevet problemer med stormen Helga.
    
I resten af landet bliver weekendens vejr også præget af blæst - omend ikke med samme kraft. Weekenden bliver dog måske sidste chance for at nyde det milde vintervejr, inden det slår om og bliver køligere.
    
- Det bliver måske lidt køligere i en overgang. Der forventes en uge med svingende temperaturer samt med regn og byger, der kommer ind over landet fra vest, siger Dan Nilsvall.
    
/ritzau/

Arriva meddelte torsdag aften, at alle tog mellem Struer og Thisted er aflyst indtil klokken 13 på grund af stormen.