Ny stor familiefilm indspilles i Viborg

Viborg indtager det store lærred, når Danmarks næste store familiefilm ’Emma & Nicolas’ får premiere til næste år.

Julemanden-Nicolas-spilles-af-Lars-Hjortshoj-foto-af-Per-Arnesen-TV-2.jpg

Til januar og februar rykker et filmhold til Viborg og omegn for at lave optagelser til næste efterårs store familiefilm 'Emma og Nicolas'. Julemanden Nicolas, spillet af Lars Hjortshøj, er kendt fra TV2s julekalendere.

- Alle danske familier kender Nicolas og hans Julie fra to omgange julekalender på TV2. Nu glæder vi os til at sende de to på nye eventyr med fantasifulde væsner og kvikke børn. I ’Emma & Nicolas’ møder vi elvere på en ny måde, og afslører lidt af, hvad Julemanden laver i sin fritid, fortæller Morten Rasmussen, producent hos Deluca Film.

Og her får Viborg og omegn en central rolle. Blandt andet bliver hjertet af Viborgs indre by med de idylliske gader samt Domkirken en del af kulisserne. Flere andre attraktioner rundt i kommunen får også en plads i eventyret.

Det er ikke tilfældigt, at Viborg har valgt at støtte projektet økonomisk. I aften er over 130 mennesker samlet til idéudviklingsmøde i Viborg Teater. Målet er at finde ud af, hvordan optagelserne til den nye danske familiefilm kan blive et så stort turist-eventyr for byen som muligt.

Kendte navne

Ud over Lars Hjortshøj og Camilla Bendix, der vender tilbage som Julemanden Nicolas og hans kone Julie, kan man blandt andet opleve to talentfulde jyske børn i alderen 11 – 12 år i rollerne som Emma og Rod.

’Emma & Nicolas’ får dansk biografpremiere landet over til oktober 2015.