Ny spillefilm skal optages i Agger

Restaurant Strandgården og en fiskefabrik i Hanstholm skal lægge ramme til en ny dansk thriller.

30072013_agger_0.jpg

Agger skal lægge scene til en ny spillefilm, som skal optages i september, det skriver Nordjyske på deres hjemmeside. Vigsø og Thyborøn, restaurant Strandgården og en fiskefabrik i Hanstholm er en del af de locations, som vil kunne ses i filmen.

Filmens hovedrolle skal spilles af 19-årige Sonja Suhl fra Mors, som får selskab af Lars Mikkelsen og Sonja Richter under optagelserne i den vestjyske by.

"Når dyrene drømmer" hedder filmen, der handler om en ung pige, som bor i et isoleret fiskersamfund. Den ensomme pige får job på en fiskefabrik, men begynder kort efter at udvikle en slags eksem på halsen. Det viser sig, at hun er ved at blive til et dyr.

Den danske thriller forventes at få premiere i biografen til næste sommer.