Ny sparerunde truer i Ringkøbing-Skjern

Kommunen skal i gennemsnit finde besparelser og effektiviseringer for 76 millioner om året.

Borgmester i Ringkøbing-Skjern, Hans Østergaard (V).
Borgmester i Ringkøbing-Skjern, Hans Østergaard (V).
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune gør klar til endnu engang at svinge sparekniven.

Selv om det på mange måder går godt i kommunen, der kan prale af en af landets laveste ledighedsprocenter, står det allerede nu klart, at budgettet ikke hænger sammen de kommende år.

- Jeg kan godt forstå, hvis den enkelte borger og medarbejder har svært ved at begribe, at der skal skæres i velfærden, for vi har bestemt ikke været ekstravagante, og jeg forestiller mig da heller ikke, at ret mange mener, vi har ruttet med pengene, siger borgmester Hans Østergaard (V) i en pressemeddelelse.

Udligning skaber usikkerhed

Kommunens fag- og stabsområder skal nu forsøge at give et bud på, hvor der kan spares. Hans Østergaard forklarer, at der i første omgang skal findes besparelser og effektiviseringer for 33 millioner kroner i 2020. Det stiger så til 98 millioner i 2023 og ender dermed på et gennemsnit på 76 millioner om året i fire år.

Det er blandt andet udsigten til, at der kommer færre penge i kassen fra den statslige udligningsordning, der nu tvinger politikerne til at reagere. Kommunen har udsigt til at miste 40 millioner på udligningen. Dertil kommer et statsligt effektiviserings- og moderniseringskrav på 15 millioner.

Hans Østergaard peger i pressemeddelelsen på det problematiske i, at udligningsordningen bygger et etårige aftaler.

- Det er ikke for at klynke. Det har vi ikke for vane at gøre her i Vestjylland. Men der er en kæmpemæssig usikkerhed indbygget i systemet, når vi først midtvejs igennem et år kender de forudsætninger, vi driver kommune på året efter, siger han.

Ringkøbing-Skjern Kommune var også igennem store sparerunder i 2010 og 2015.