Ny skoleordning vedtaget i Holstebro

Fem skoledistrikter bliver til ét, fem skoler bliver til tre undervisningssteder, og anlægssummen når op på i alt 205 millioner kroner til nybyggeri og renovering. (Foto: Illustration/skitse af Nørre Boulevard Skolen. Søren Andersen Arkitekter A/S)

ny_skole_0.jpg

Fem skoledistrikter bliver til ét, fem skoler bliver til tre undervisningssteder, og anlægssummen når op på i alt 205 millioner kroner til nybyggeri og renovering. Det er blot nogle af elementerne i den nye skoleordning, som Udvalget for Børn og Unge besluttede at gennemføre på et møde i går.

En omfattende plan for folkeskolen vil i de kommende år effektivisere bygningsdriften, løfte det faglige niveau og få midtbyens klassesammensætning i bedre balance. Alt sammen for at fremtidssikre skoleområdet og 2.600 elevers undervisning i midtbyen. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Holstebro Kommune.

På et ekstraordinært udvalgsmøde tirsdag aften besluttede politikerne at afsætte 80 millioner kroner til Nørre Boulevard Skolen og 42 millioner kroner til Sønderlandsskolens 2. etape - og dermed omfatter den nye midtby-ordning nybyggeri og renovering for i alt 205 millioner kroner, når man medregner de eksisterende 83 millioner kroner, der allerede er afsat til Sønderlandsskolens 1. etape.

Kommunens nye skole bliver bygget på Birkelundsskolens matrikel.

Udvalgsformand: Beslutningen trufffet på kvalificeret grundlag

Den omfattende debat og ekstra lange høringsperiode samt efterfølgende politiske genovervejelser og ekstra undersøgelser har tilsammen varet i næsten et halvt år.

Udvalgsformand Torben Gudiksen mener derfor, at beslutningen hviler på et meget kvalificeret grundlag:

- Udefra set har der været meget debat og fokus på tal, byggeri og placering - og den debat om rammer og struktur har vi også været optaget af. For det er forudsætningen for, at vi kan styre mod de egentlige mål: At eleverne bliver så dygtige som muligt og trives i mangfoldige og fremtidssikre læringsmiljøer med kvalitet og attraktive profiler. Det er nemlig elevernes udvikling, som "Skoler i balance - ny skoleordning for Holstebro by" grundlæggende handler om. Nu er opgaven i fællesskab at få implementeret den nye ordning, så både elever, forældre og ansatte mærker fremdrift og tryghed i forandringen.

Forældre kan vælge mellem tre skoler

Skoleafdelingen nedsætter med det samme en projektgruppe, der gennem tre workshops skal kvalificere idéoplægget til renovering og nybygning af Nørre Boulevard Skolen. Forvaltningen er her særlig opmærksomme på, hvordan man etablerer en god fusionsproces.

Projektgruppen består af elevråd, lokale MED-udvalg og skolebestyrelser fra de tre berørte skoler, og deres konkrete input skal ligge klar i løbet af tre uger.

Udvalget besluttede i samme ombæring at sætte den nye skoleordning i søen allerede fra skoleåret 2016/2017. Men allerede i januar begynder de første tegn på den nye midtby-ordning at blive virkelighed for børnefamilierne, når indskrivningen til 0. klasserne går i gang.

Forældrene i det nye store skoledistrikt vil da kunne vælge mellem tre skoler: Rolf Krake Skolen, Sønderlandsskolen eller Nørre Boulevard Skolen.

Sct. Jørgens Skole lukker som undervisningssted fra skoleåret 2017/2018. Eleverne fortsætter herefter rundt omkring på de tre andre undervisningssteder for at sikre en mere homogen sammensætning af tosprogede elever.

Se mere om Holstebros nye midtby-skole HER