Ny skole trak over 1000 gæster til

Ny skole trak over 1000 gæster til

Landsbyen Vils på Mors har fået en skole, der lægger vægt på bevægelse

I landsbyen Vils på Mors har de fået en nybygget folkeskole til 66 mio. kroner. Den trak lørdag eftermiddag flere end et tusinde mennesker til indvielsesfest. Skolen er en såkaldt bevægelsesskole, der råder over en indedørs springgrav og en rutschebane, som eleverne kan tage fra førstesalen fremfor at benytte af trapperne.

- Det styrker indlæringen, at børnene bevæger sig, og vi vil gerne motivere dem til, at de får rørt sig i dagligdagen, siger Per Kloster, leder af Sydmors Skole- og Børnehus, som det ny læringssted.

- Jeg synes, det er rigtig sjovt med en rutschebane inde midt i en skole, siger en af eleverne, Mette Skou fra Vils.

Den nybyggede bevægelsesskole erstatter tre små skoler, som byrådet under store, lokale protester har besluttet at nedlægge i Frøslev, Vejerslev og Hvidbjerg.

-  Det er stort, at vi indvier en skole, som vi har bygget i en landsby. Det er der ikke mange kommuner, der gør.  Der har været meget tummel og ballade, og det forstår jeg godt. Men nu kigger vi fremad, siger borgmester Lauge Larsen (S).

Det er 44 år siden, morsingboerne sidst fik en nybygget folkeskole