Ny sikkerhedskode begrænser svindlen med Dankort

Gødstrup-firma har ikke oplevet forsøg på svindel efter at der er blevet indført et krav om en ny kode.

Foto: Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Et nyt system, der skal bekæmpe svindel med stjålne Dankort, ser ud til at virke efter hensigten.

Firmaet Goshopping.dk i Gødstrup ved Herning, der tidligere har været hårdt plaget af svindlen, har i hvert fald gode erfaringer.

- Sidste år var vi hårdt ramt af en masse svindel-ordrer, som kostede os rigtig mange penge. Men siden vi har koblet det nye system på vores hjemmeside, har vi ikke haft et eneste forsøg eller gennemført ordrer med svindel, siger firmaets direktør Kasper Witt.

Det nye system virker på den måde, at man - når man skal købe en vare på nettet - bliver bedt om at koble sit mobilnummer sammen med Dankortet ved det første køb for over 450 kroner. 

Læs også Afslørede svindel for 900.000 med stjålne kreditkort

Herefter får man for hver handel over grænsebeløbet en sms med en sekscifret kode, der skal indtastes sammen med Dankort-oplysningerne.

Koden fungerer dermed som en ekstra stopklods, der skal sikre, at kriminelle ikke kan bestille varer med stjålne kort.

- For at de kriminelle i fremtiden skulle kunne misbruge dit Dankort på internettet, skal de både have fat i kortoplysningerne og have fat i den ekstra sikkerhedskode, som jo er dynamisk og ændrer sig hver gang, siger vicedirektør Kaspar Kock Kristensen fra NETS.

Kasper Witt er glad for det nye system, men Goshopping.dk oplever også, at nogle kunder afbryder købet, når de bliver præsenteret for kravet om den ekstra kode.

NETS forventer, at alle 18.000 danske webshops med dankort er koblet på det nye system inden for det næste halve år.

I 2015 blev der svindlet for 29,8 millioner kroner med Dankort på nettet. Sidste år var tallet 55,4 millioner - det er en stigning på 85 procent.

Læs også Butiksejer civil-anholder kunde

02:31 Luk video