Ny rute: Flyv til Mallorca direkte fra Karup

Rejsebureau retter ind efter kundernes ønsker. Snart kan man flyve direkte til Mallorca fra Karup.

Første afgang til Mallorca bliver 21. juni 2018. Foto: Enrique Calvo

Bravo Tours er klar med en populær nyhed fra Midtjyllands Lufthavn, nemlig Mallorca.

Dermed bliver det let for midt- og vestjyderne at nå et af sommerens mest eftertragtede rejsemål. Det skriver rejsebureauet i en pressemeddelelse.

Nu får vores gæster mulighed for at flyve direkte fra deres lokale lufthavn til favoritdestinationen.

Peder Hornshøj, adm. direktør i Bravo Tours

For nogle måneder siden fik Midtjyllands Lufthavnen lavet en forbrugerundersøgelse blandt befolkningen i det Midt- og vestjyske om, hvor man helst ville kunne rejse hen fra lufthavnen i Karup. På en klar førsteplads kom Mallorca. Det har Bravo Tours gjort noget ved.

- Med hovedkontor i Herning er det helt naturligt, at vi bakker op om lufthavnen i Karup med en rute til sommer – og endnu mere naturligt, at vi lytter til, hvor gæsterne helst vil rejse hen.

Læs også Rejsebureau: 2018-rejser rives væk i julen

- Nu får vores gæster mulighed for at flyve direkte fra deres lokale lufthavn til favoritdestinationen, og det vil vi som den lokale rejsearrangør gerne stå bag, siger Peder Hornshøj, der er adm. direktør i Bravo Tours.

Sidste sommer fløj Herning-rejsebureauet til Rhodos, hvilket mange nød godt af, men Bravo-direktøren har lyttet til budskabet fra midt- og vestjyderne og har længe arbejdet på at få en løsning til Mallorca.

- Mallorca er jo evig populær og én af mine egne absolutte favoritter, så jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde dette fra Midtjyllands Lufthavn også, siger Peder Hornshøj.

Første afgang til Mallorca bliver 21. juni 2018.