Ny rekord: 123 år gammelt træ i Silkeborg er nordens højeste

​Træet er vokset 20-30 centimeter om året, siden det blev plantet sidst i 1800-tallet.

højt træ
Foto: Naturstyrelsen

53,7 meter.

Det er lige nøjagtig, hvad målebåndet viser, hvis man giver sig til at undersøge den douglasgran fra 1895, som har slået massive rødder ved Slåensøen i Silkeborg.

Dermed er træet det højeste i hele Norden, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Og bare lige for at sammenligne: Rundetårn er 42 meter, mens en almindelig flagstang typisk er omkring 10 meter høj.

- Træet er imponerende, men nok lige så imponerende er resten af bevoksningen omkring det. De fleste af træerne er over 45 meter, og enkelte andre sniger sig også op på 50 meter, siger Søren Hald, der er skovrider i Naturstyrelsen, ifølge pressemeddelelsen.

- Der er altså ikke bare tale om et enkelt træ, som overvokser alt i nærheden, men træer som har den helt ideelle placeringer, lyder det. 

Sådan ser den 53,7 meter høje douglasgran ud.
Sådan ser den 53,7 meter høje douglasgran ud.
Foto: Naturstyrelsen

- Lidt af en overraskelse

Douglasgranen stammer oprindeligt fra det vestlige Nordamerika, så der var ingen, der anede, om den overhovedet ville give sig til at gro i den silkeborgensiske muld.

Det skulle dog vise sig, at grantræet befandt sig ganske glimrende disse breddegrader. Vind og vejr har også været en modstander for træets vækst, og derfor kommer det faktisk bag på skovrideren, at det har vokset sig så stort.

- Træet står på en bakketop og bliver derfor slidt af vinden. Så det er lidt af en overraskelse, at det er vokset med 20-30 centimeter om året, siger Søren Hald.

En kæmpegran på Rye Nørskov mellem Silkeborg og Ry var indtil 2002 Danmarks højeste målte træ med 52,5 meter, inden træet væltede i et stormvejr.