Ny regering: Mulighed for ny midtjysk motorvej undersøges

Der kan være mere motorvej på vej til landsdelen. Strækningen fra Hobro over Viborg til Give er skrevet ind i det nye regeringsgrundlag som mulighed.

I det 86 sider store regeringsgrundlag for den nyudsprungne trekløverregering fremgår det, at der trafikmæssigt også er fokus på infrastrukturen i det midt- og vestjyske.

I 2017 skal en forundersøgelse foretages på strækningen Hobro - Viborg - Give. Det sker med henblik på en evt. motorvej på strækningen.

I regeringsgrundlaget hedder det:

- En ny midtjysk motorvej vil kunne bidrage til at skabe ny mobilitet i Midt-, Vest- og Sydjylland og til at aflaste den østjyske motorvej E45.

- Regeringen vil i 2017 tage initiativ til at få undersøgt en ny midtjysk motorvej. Der gennemføres en forundersøgelse på strækningen fra Hobro over Viborg til Give og en VVM-undersøgelse på strækningen Give-Billund-Haderslev, hedder det.