Ny rapport: Brugen af antibiotika i staldene falder

Ifølge en ny rapport falder brugen af antibiotika i danske svinebesætninger.

Lille gris
Foto: Arkiv

Brugen af antibiotika til danske dyr er faldet generelt i 2015. Det gælder især forbruget til svin. Det fastslår DANMAP-rapporten fra Statens Serum Institut, DTU Veterinærinstituttet og DTU Fødevareinstituttet. Det glæder Landbrug & Fødevarer.

Antibiotikaforbruget til svin er faldende, og det skal ses i lyset af, at danske landmænd har produceret flere svin i 2015 end året før, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse. 

- Resultaterne skyldes en målrettet indsats fra dyrlæger og svineproducenter, og det er bestemt glædeligt, eftersom antibiotika til svin overordnet er faldet med 4 % fra 2014 til 2015, og siden 2009 er forbruget faldet med 22 %. Et fald fra et allerede lavt niveau sammenlignet med andre lande, Siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. 

- I modsætning til det generelle fald i antibiotikaforbruget blandt svin er brugen af colistin stigende, som skyldes et større forbrug blandt fravænningsgrise. Vi ligger dog lavt internationalt og er på den pæne side af EU’s mål, men der er ingen tvivl om, at vi skal reducere forbruget af colistin mest muligt, siger Nør-Pedersen. 

Traditionelt har antibiotikaforbruget i den danske slagtekyllingeproduktion været meget lavt. På grund af flere alvorlige sygdomsudbrud i slagtekyllingeproduktionen er antibiotikaforbruget i fjerkræproduktionen steget i 2015

- Her har vi fået løst de sygdomsproblemer, der har været, og vi er heldigvis tilbage på niveau med 2014 her i 2016, siger Flemming Nør-Pedersen.

Færre mennesker bliver smittet med MRSA

Samtidigt med at brugen af antibiotika falder, er antallet af mennesker, der bliver smittet med MRSA fra husdyr, slår rapporten fast. 

- Derfor er jeg glad og lettet over at kunne konstatere, at væksten i infektioner med husdyr-MRSA her i landet er bremset op, siger formand for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, der har dykket ned i nogle af de tal, der netop er offentliggjort.

- Det var kedeligt, at vi de seneste år kunne konstatere, at antallet af personer, der var blevet syge af CC398 steg, men denne udvikling vendte heldigvis i 2015.

- Med denne udvikling i tallene bør politikkerne vel snart overveje en MRSA-handlingsplan for turister, tilsvarende til den, som vi har i landbruget, mener formanden. 

Henrik Mortensen baserer sine udtalelse på tal fra Danmap-rapporten, der viser, at der i 2015 var 273 personer, der fik infektioner med MRSA-typer, de havde hentet i udlandet, mens der var 208 danskere, der fik infektioner som følge af husdyr-MRSA.

- Det er især fra Sydeuropa, Asien og Mellemøsten, danskerne tager MRSA med hjem fra ferien, og det er som regel andre typer end dem, man finder hos grise, forklarer professor Karl Pedersen, DTU Veterinærinstituttet til Danske Svineproducenters blad Svineproducenten, der udkommer den 17. november.