Ny procedure: Nu skal du bestille tid for at få taget blodprøve

Fra 1. februar 2018 skal du bestille en tid online, hvis du skal have taget en blodprøve på regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive.

Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Det er ikke nyt, at du kan booke en onlinetid til at få taget en blodprøve.

Det nye er til gengæld, at det per 1. februar 2018 ikke længere er muligt at få taget en blodprøve på regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive uden på forhånd at have bestilt en tid på nettet.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Bestil tid og kom hurtigere til

Rigtig mange har gennem tiden oplevet lang ventetid i forbindelse med at få taget blodprøver, og det er lige netop den problematik det nye tiltag skal komme til livs.

- Når alle bestiller en tid, før de kommer, kan vi bedre planlægge tiden for dem, der skal have taget blodprøve i vores ambulatorier.

- Dermed kommer vi til at undgå unødig ventetid, siger ledende bioanalytiker hos Region Midtjylland, Torben Hansen.

Fortsat muligt at få taget akut blodprøve

Det vil dog fortsat være muligt for praktiserende læger at bestille en akuttid til blodprøve på hospitalet for deres patienter, hvis de vurderer, at det er en nødvendighed.

Det er meningen, at man fremover skal bruge sit NemID til tidsbestillingen. Region Midtjylland slår dog samtidig fast, at man også kan bestille en tid over telefonen, hvis man skulle ønske det.