Ny offshorekaj til Thyborøn

Nu går arbejdet med at bygge en 180 meter lang kaj i gang i Thyborøn.

Thyborøn Havn opruster nu i kampen om at sikre sig ordrer til den hastigt voksende offshore-industri.

Havnen har torsdag underskrevet en kontrakt med entreprenørvirksomheden Ivan Jakobsen fra Struer om at anlægge en 180 meter lang sværgodskaj.

Arbejdet begynder med det samme og ventes færdigt i 2016.

- Anlæggelsen af offshorekajen er en strategisk vigtig beslutning, som vi forventer os meget af i de kommende år, siger havnedirektør Jesper Holt Jensen i en pressemeddelelse.

Kajen får en bæreevne på 20 tons per kvadratmeter og vil sætte havnen i stand til at servicere vindmølleparker med udskibning af for eksempel kabler, fundamenter og mølledele.

Planerne stopper dog ikke ved vindmøllerparkerne. Havnen håber også, at kajen kan bruges til at modtage dele fra de store olieplatforme - og meget andet.

- Med den nye kaj får havnen mulighed for at håndtere alt fra stykgods til containere og bulkvarer som f.eks. træpiller, flis, foderstoffer, biomasse, kartofler, vejsalt og meget mere, siger Jesper Holt Jensen.

Prisen for den nye kaj bliver 40 millioner kroner.