Ny Østerild-aftale trækker ud

Politikerne er tilsyneladende enige om, at der kun skal rejses to nye møller på testcentret. Men den endelige aftale er ikke på plads endnu.

Vindmølletestcenter Østerild
Foto: Arkiv

Partierne bag forliget om vindmølletestcentret i Østerild mødtes torsdag morgen for at aftale de sidste detaljer om en udvidelse af testcentrene i Østerild i Thisted Kommune og Høvsøre i Lemvig Kommune.

Politikerne gik fra hinanden uden at lave en endelig aftale - alligevel skulle hovedtrækkene i aftalen være på plads.

- Alt tyder på, at der kun skal opstilles to nye møller i Østerild i stedet for de planlagte tre. Man dropper den nordligste mølle, der skulle have stået tættest på Hjardemål - den der ville have haft de største negative konsekvenser for lokalområdet, fortæller det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup, der er valgt i Thisted-kredsen.

Partierne skulle desuden være enige om, at de ikke vil tillade, at man øger højden på den testplads, der i dag ligger længst mod nord.

- Samtidig er det min opfattelse, at der er lagt op til, at naboer, der ellers ligger uden for det område, hvor man normalt kan få erstatning, også får mulighed for at få en form for kompensation. Jeg er alt i alt meget tilfreds med, at man er nået frem til en løsning, der tager mere hensyn til lokalbefolkningen. Det er også aftalt, at borgerinddragelsen skal være bedre, siger Simon Kollerup.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor forligspartierne ikke er klar til at præsentere en endelig aftale.

- Sagen ligger hos regeringen. Jeg har en klar opfattelse af, at tingene er på plads, men noget må være løbet skævt her i slutspurten. Jeg kan kun opfordre regeringen til at få styr på de partier, der mangler at nikke ja, siger Simon Kollerup.

Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen, der også er valgt i Thisted-kredsen, fortæller, der tidligst bliver lavet en endelig aftale om et par uger. Han siger, at udsættelsen er ganske udramatisk, og at det handler om at finde en ny mødedato, hvor alle parter har pladser i kalenderen.