Ny natur for 875 mio. kr.

Den Danske Naturfond bliver politisk uafhængig og selvejende med egen ny lov, der sendes i høring mandag.

Et visionært og bredt politisk samarbejde mellem regeringen og to private fonde betyder, at miljøministeren mandag kan sende et lovforslag i høring, så aftalen om Den Danske Naturfond kan føres ud i livet.

Regeringen, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond er enige om rammerne for Naturfonden, der skal arbejde for mere natur i Danmark, så alle danskere kan få flere naturoplevelser.

Naturfonden bliver etableret som en privat erhvervsdrivende fond med en startkapital på 875 mio. kr. doneret af fondene og staten. Det er planen, at fonden skal rejse yderligere kapital fra virksomheder og private, så Den Danske Naturfond i løbet af kort tid kommer til at rumme over en mia. kr.

- Jeg har et stort ønske om, at Naturfonden bliver en folkekær fond, som mange vil have lyst til at støtte op om. Den Danske Naturfond er en nyskabelse og en vigtig milepæl i kampen for Danmarks natur. Vi skal have mere og bedre natur i Danmark, siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Lovgrundlaget ventes at være på plads i år, så der kan blive udpeget en bestyrelse inden 1. januar 2015.