Ny minkfarm: Morsø Kommune trodser egen eksperts råd

En minkfarm med plads til 3000 minktæver kan være på vej på Mors, selvom kommunens egen ekspert advarer om, at det vil påvirke bosætningen og turismen i området.

Jakob Kortbæk, Soc.Dem., mener ikke, at det er hensigtsmæssigt for området at placere en minkfarm.
Jakob Kortbæk, Soc.Dem., mener ikke, at det er hensigtsmæssigt for området at placere en minkfarm.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Morsø Kommune forventes at godkende et byggeri af en minkfarm med plads til 3000 minktæver. Der er dog kommet stor kritik af byggeriet, som går imod kommunens egen ekspertvurdering.

En landskabsarkitekt fra Morsø Kommune har vurderet byggeriet, og i sin redegørelse skriver han blandt andet, at ”Byggeriet kan have en negativ indvirkning på bosætningen i området," og at "byggeriet kan vise sig at få negativ indvirkning på turismen især hvis det bliver skæmmende for udsynet fra Salgjerhøj," der er det højeste sted på Mors.

På trods af vurderingen har direktøren for teknik- og miljø, Arne Krik, indstillet projektet til godkendelse onsdag. Det undrer socialdemokraten Jakob Kortbæk, der har tænkt sig at stemme imod.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at man vil placere en minkfarm så tæt på naturskønne området. Det vil naturligvis gå ud over bosætningen i landområderne, så jeg synes absolut, det er en dårlig idé at placere det sådan et sted, siger han.

Jakob Kortbæk er ikke den eneste, der er utilfreds med planerne om den nye minkfarm.

Ødelægger udsigten

Mathias Østergaard flyttede sammen med sin kæreste fra Aarhus til Mors blandt andet på grund af udsigten. Den udsigt, står dog til at blive ødelagt. Minkfarmen med plads til 3000 minktæver er nemlig på vej få hundrede meter fra deres hus.

- Jeg synes, det er slemt, når det går ud over den almindelige morsingbo. Det er til glæde for en landmand, og det ødelægger et helt område, Flade, Gullerup, Skarum. Både turisme- og bosætningsmæssigt, siger Mathias Østergaard.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Meiner Nørgaard, gik til valg på at sikre gode vilkår for erhvervslivet, og han vælger da også at se bort fra landskabsarkitektens vurdering.

- Danmark er jo overbefolket med eksperter, og de har jo deres holdninger. Det giver jeg ikke meget for i den her sag. Hvis man skulle tage det i betragtning, kan vi ingenting bygge på Mors, siger Meiner Nørgaard.

Hvis minkfarmen ender med at blive godkendt overvejer Mathias Østergaard og kæresten at finde et andet sted at bo.

Hverken landskabsarkitekten eller direktøren for teknik- og miljø, Arne Kirk, har i dag ønsket at kommentere sagen. 

2:19