Ny lov skal slå hårdere ned på vandvidssejlads

I kølvandet på en vandscooterulykke sidste år træder der i dag nye sejladsregler i kraft.

Foto: Brian Bergmann / Ritzau Scanpix

Fra i dag træder nye sejladsregler i kraft. Det sker efter et enstemmigt folketing d. 24. april vedtog en lov om skærpede regler for sejlads med speedbåde, vandscootere og lignende fartøjer.

De nye regler

  • Obligatorisk ansvarsforsikring, der dækker både personskade og skade på ting
  • Politiet får lettere ved at konfiskere fartøj, bl.a. ved vandvidssejlads
  • Krav om førerbevis til vandscooter

Loven kommer efter en vandscooterulykke i København sidste år, hvor to amerikanske kvinder mistede livet.

Udover de skærpede sejladsregler blev der i april også indført højere bødetakster. Det betyder blandt andet, at bøden for at overskride fartgrænsen er steget fra 1000 til 5000 kroner. Og stramningerne på området er tiltrængt.

- Der er mange, der sejler alt for stærkt. Det er et stort problem, fortæller Lars Horskjær, som er bådejer i Silkeborg.

Glade ved Gudenåen

Også hos Brugerrådet for Sejlads på Gudenåen vækker de skærpede foranstaltninger begejstring.

- Hvis bødetakster kan medvirke til, at folk kommer til at tænke mere over deres fart, er det en god ide, siger Morten Horsfeldt Jespersen, formand for Brugerrådet for Sejlads på Gudenåen.

Læs også Politiet har fokus på sikkerheden til søs

I løbet af sejladssæsonen vil Midt- og Vestjyllands politi udfører sejladskontrol, og hos Gudenåkomiteen opfordrer de til, at man sætter sig godt ind i de nye regler og udviser almindelig omtanke på vandet.

De nye regler gælder for speedbåde med en skroglængde på under 15 meter.