Ny lottomillionær: Har ikke meldt sig

Ny lottomillionær: Har ikke meldt sig

En dansk spiller har vundet 7,4 millioner kroner i det fælles europæiske lottospil, men vinderen har endnu ikke meldt sig.

En heldig herningenser har vundet 7,4 millioner kroner, men han eller hun ved det måske ikke endnu. Vinderkuponen er købt hos Café Pitstop i Nørregade i Herning.

Søndag vandt en 84-årig kvinde fra Fjaltring seks millioner kroner i LynLotto - og nu kan en Eurojackpot-spiller altså også glæde sig over lidt ekstra at forsøde de sidste påskedage med. 

Spilleren deler andenpræmiepuljen med en tysk spiller og vinder derved 7.411.159 kroner. Andenpræmien kommer i hus ved at have de fem vindertal og det ene ud af de to stjernetal på kuponen. For at vinde 1. præmien kræver det begge stjernetal.

Det havde en dansk kvinde for to måneder siden, hvor hun snuppede den helt store pulje i Eurojackpot og vandt den største gevinst i Danmarkshistorien - 315 millioner kroner.

Så mange penge drejer det sig ikke om i Herning, men Danske Spil håber alligevel på snart at høre fra vinderen.