Ny lægehelikopter i Skive på vingerne

Regionernes tre nye akutlægehelikoptere går på vingerne ved midnat og giver hurtigere udrykningstid.

300914AkutHelikopter.jpg

Tirsdag blev regionernes tre nye akutlægehelikoptere vist frem i Billund. Fra den 1. oktober er de på vagt døgnet rundt.

Lægehelikoptertjenesten her i landsdelen er dermed ikke længere et forsøg, men en permanent ordning. Akutlægehelikopteren har indtil nu fløjet fra Karup, men nu flytter den til Skive. Derudover åbner der en ny base med helikopter i Billund og i Ringsted.

- De gode erfaringer, vi har haft fra forsøget med udgangspunkt i Karup, det bliver bredt ud til hele landet. Det er jeg utrolig glad for, siger regionsrådsformand Bent Hansen til TV MIDTVEST.

Hurtigere ud til patienter

Med de tre nye baser er landets yderområder dækket endnu bedre ind, end under forsøgsordningen fra Karup.

- Vi kan komme hurtigt ud til skadestederne, og vi kan bringe patienten hurtigt ind til de store behandlingssteder, når det er nødvendigt. Man kan sige, at vi bringer lige sundhed til alle. Og de mennesker, der bor langt væk fra traumecentrene og de steder, hvor man kan fjerne blodpropper i hjertet, de får faktisk mulighed for meget hurtigere at komme ind på hospitalet, siger Troels Martin Hansen, ledende overlæge ved regionernes Akutlægehelikoptere.

Fra Skive tager det nu cirka 10 minutter at flyve til Lemvig og 15 minutter til Klitmøller. Turen til Hvide Sande tager fra både Billund og Skive 18-20 minutter, mens helikopteren i Billund kan være i Skjern i løbet af omkring 12 minutter.

De tre helikoptere koster 126 millioner om året.

Kom med på flyvetur i helikopteren i vores indslag kl. 19.30.

2:38
Den 1. oktober er lægehelikoptertjenesten ikke længere et forsøg men en permanent ordning