Ny kritik mod Kaasgaard

Kritikken mod politidirketør Jens Kaasgaard tager til og nu fra en uventet kant. En lokal betjent, der selv var med til at starte de omstridte posefester er uenig med politi-direktøren.

Jørgen Breum udtaler sig som privatperson, selvom han også er landbetjent i Rødding. I 1997 var til at starte posefesterne. Han undrer sig over, at Jens Kaasgaard vil forbyde posefesterne for de unge.

- Jens Kaasgaard er jo en fornuftig mand, så det kan jeg slet ikke forstå, at han kan finde på.

Jørgen Breum vil gerne beholde posefesterne, fordi han ikke bryder sig om, at se de unge mennesker gå rundt på gaden med en bajer i hånden.

Men kritikken preller af på politidirektøren.

- Det gør overhovedet ikke indtryk på mig. Det er efter min klare overbevisning en direkte omgåelse. Det er for at undgå at blive ramt af bestemmelsen om at servere. Så i stedet for at servere tager de entre, og så kan de unge selv tage øl med, så for mig at se er der overhovedet ikke nogen forskel, sige Jens Kaasgaard.

Men Jørgen Breum har været med ved festerne i mange år, og han er imod at forbyde, da han har har erfaring med, at det ikke hjælper.