Ny koncernchef i Grundfos

Mads Nipper bliver ny koncernchef i Grundfos. Han kommer fra en stilling som Executive Vice President i Lego.

nippergrundfos_0_type1.jpg

Pumpevirksomheden Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro henter ny koncernchef. Mads Nipper bliver manden, der skal styrke Grundfos´ internationale position.  

Koncernbestyrelsesformand Jens Moberg følger dermed planen om at en ny koncernchef er på plads i sommeren 2014. Mads Nipper tiltræder 1. august 2014.

Det er tre måneder siden Carsten Bjerg blev afskediget på baggrund af utilfredsstillende resultater. Mads Nipper kommer fra en stilling som Legos marketingdirektør.

Grundfos skal tænke kommercielt

På Mads Nippers skuldre vil der fremover hvile et ansvar, der hedder, at Grundfos skal styrke hele sin internationale position. Det ansvar formåede tidligere topchef Carsten Bjerg ikke at leve op til. Skriver Børsen.dk

- Grundfos' problem er, at de tjener for lidt. De har brug for at blive mere kommercielle og få større fokus på kunder og markeder, herunder de tre store markeder USA, Kina og Indien, hvor de har været i mange år. Her går det okay, men ikke godt nok. De steder skal Mads Nipper gøre Grundfos mere markedsorienteret og få gjort virksomheden mere aggressiv, vurderer Niels Lunde til Børsen.dk.

Mads Nipper er 48 år gammel og uddannet cand. merc fra Aarhus Handelsskole. Han har været i Lego i mere end 20 år.