Ny KD-landsformand

Kristendemokraterne får ny formand. Det er Stig Grenov, hvis mål er at få partiet tilbage i Folketinget. /ritzau/

KD.jpg

Den 51-årige Stig Grenov er ny formand for Kristendemokraterne. Han er blevet valgt uden modkandidater på partiets landsmøde i Middelfart lørdag.

- Det er mit erklærede mål at få Kristendemokraterne i Folketinget, siger Stig Grenov efter valget.

Stig Grenov afløser den tidligere formand Per Ørum Jørgensen, der forlod formandsposten i begyndelsen af september på grund af interne stridigheder i partiet.

Kristendemokraterne kom første gang i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. Her kom partiet ind med hele syv mandater. Men efter at have været med i flere regeringer røg Kristendemokraterne ud af Folketinget i 1994.

Partiet kom dog tilbage i 1998 under daværende formand Jann Sjursen. Men i 2005 dumpede Kristendemokraterne igen under spærregrænsen, og partiet har ikke siden formået at få stemmer nok til at komme på tinge.

Ved det seneste valg i 2011 stemte 28.070 danskere - eller 0,8 procent - på Kristendemokraterne.

Den nye landsformand har været medlem af partiet siden 1990. Han kommer fra posten som politisk næstformand.

/ritzau/