Ny indsamlingsform: Flik-flak hjælper verdens udsatte

Brejninggaard Efterskole står bag en ny indsamlingsform, som sidste år skaffede stort beløb til verdens fattige.

I 2016 deltog 850 gymnaster, og 1400 publikummer lagde vejen forbi gymnastikshowet. Foto: Martin Pilgaard

En ny måde at samle penge ind på i Vestjylland har vakt opsigt øst for Storebælt.

Brejninggaard Efterskole og venner stabler lørdag et kæmpe gymnastikshow på benene for at samle mange tusinde kroner ind til verdens udsatte.

- Gymnastik for Danmarks Indsamling er resultatet af det helt fantastiske fællesskab, iværksætterånden og samarbejdet, vores landsdel har. Vi har et stærkt sammenhold, der ynder at skabe værdi for andre. Vi glæder os til endnu en folkefest på kryds og tværs af alder og færdigheder, oplyser forstander Kristian Grell fra Brejninggaard Efterskole.

Showet er et led i Danmarks Indsamlingen på DR, og det er tredje år i træk, at efterskolen kaster sig ud i at skaffe penge til det gode formål.

- Til Gymnastik for Danmarks Indsamling drejer det sig ikke om, hvem du er, og hvor du kommer fra. Vi er et stort jublende hold, der sammen er helt vilde med gymnastik og det fantastiske fællesskab, det giver alle gymnaster, instruktører og publikum, oplyser Kristian Grell.

Gymnastikshowet viser gymnastik i mange forskellige afskygninger. Foto: Martin Pilgaard

I 2016 deltog 850 gymnaster, og 1400 publikummer lagde vejen forbi. 47.000 kroner kunne herefter gives videre til sultne børn verden over, og ambitionerne stopper ikke her.

- Så er det ingen hemmelighed, at vi i fremtiden har en drøm om at gøre showet endnu mere mangfoldigt, endnu mere bredt og måske strække det endnu længere ud i landet, oplyser forstanderen.

DR har været så begejstret for måden at samle penge ind på, at de ved lørdagens show i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter er mødt frem for at filme et lille indslag til Danmarks Indsamling 2018.

Gymnastikshowet varer fra kl. 14 til 17 og viser gymnastik i mange forskellige afskygninger med bl.a. tumblinghold, teamgym og rep-gymnastik.