Ny Herning-rytter i gult

Asbjørn Kragh Andersen overtog den gule førertrøje fra Mark Sehested Pedersen i Post Cuppen.

Herning-cykelholdet Team Trefor - Blue Water har stadig den gule føretrøje efter tredje afdeling af Post Cuppen, der søndag blev kørt med start og mål i Hanstholm.

Før de 163 kilometer var det Blue Waters Mark Sehested Pedersen, der var i gult - men efter etapen måtte han overgive den samlede førsteplads til holdkammeraten Asbjørn Kragh Andersen, der sluttede på etapens tredjeplads.

Mark Sehested Pedersen blev ramt af en punktering i finalen, og det hele endte med en massespurt, som blev vundet af sidste års samlede vinder Magnus Cort fra Orica-Greenedge foran Morten Øllegaard fra Riwal Platform Cykling Team.

Mads Würtz Scmidt fra Skive-holdet Team coloQuick blev nummer fem.

- Vi kører egentligt, som man siger på jysk, et lorteløb, hvor vi er lidt på bagkant. Vi skulle skabe det hele selv, og det var ruten ikke svær nok til. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet, men det endte egentlig okay, siger sportsdirektør i Trefor - Blue Water Allan Johansen til holdets hjemmeside.

Mark Sehested Pedersen, der altså startede etapen i gult, ligger nu på en samlet andenplads.

Næste afdeling af Post Cup køres i Sønderborg den 23. august.