Ny hanulv i Midtjylland er indvandret fra Tyskland

Forskere har identificeret ulv, der efterlod spor tidligere på året. Den har tilbagelagt 600 kilometer.

Den midtjyske stammer fra et kobbel syd for Berlin. Foto: Simon Bomholt, Danny Madsen, Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet

En ulv, der kom til Danmark i foråret og har opholdt sig i Midtjylland, er nu blevet identificeret.

Det oplyser ulveatlas.dk, der drives af forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet.

Læs også Jacob tror stadig på vogteræslet Amanda: Hun gør en forskel

Der er tale om en hanulv med kodenavnet GW1169m.

Ulven er indvandret fra Tyskland. Den stammer oprindeligt fra et ulvekobbel, Babben-Wanninchen-koblet, der holder til 90 kilometer syd for Berlin.

I lige linje er der mere end 600 kilometer fra ulvens fødested til det danske fundsted i Midtjylland.

Det er uvist, hvor gammel ulven er. Dyrets dna-profil blev fundet første gang 25. januar 2019 i Sachsen-Anhalt. Herefter er hanulven registreret i Slesvig-Holsten på fire datoer i perioden fra 9. marts til 9. april.

Det første sikre spor fra ulven herhjemme blev fundet 23. maj i Midtjylland.

Her identificerede forskerne tidligere på sommeren en anden hanulv med kodenavnet GW1156, der ligeledes er indvandret fra Tyskland.

Han er meget territoriale

Det er ifølge forskerne næppe sandsynligt, at begge hanulve opholder sig i det midtjyske.

Det skyldes, at hanulve er territoriale, og derfor vil den ene af ulvene sandsynligvis være vandret videre.

- Da begge hanulve kun har opholdt sig relativt få måneder i Danmark, er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at forudsige, om de vil oprette revirer, og hvor i landet de i givet fald vil ende, skriver forskerne.

Det skønnes, at der aktuelt er fem voksne ulve samt et kuld på seks ulvehvalpe.

Skønnet omfatter de to førnævnte hanulve i Midtjylland, en hanulv i Nordjylland samt et ulvepar i Vestjylland med mindst seks ulvehvalpe.

Den første genindvandrede ulv dukkede op i Thy Nationalpark i 2012 efter 200 års fravær.

Siden er der observeret ulve og indsamlet dna-spor fra ulv i det meste af Jylland.
    
/ritzau/