Ny forsøgsordning sikrer gratis psykologhjælp til unge

​Søndag træder et tilbud om gratis psykologhjælp til unge i kraft. Det løber frem til udgangen af 2021.

Ordningen bør være permant, mener formanden for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Sophie Hæstorp Andersen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Søndag træder en forsøgsordning med gratis psykologhjælp til unge i alderen 18 til 20 år i kraft.

Læs også Psykolog råber op: - Drop præstationskulturen

Det er et godt tilbud, mener Sophie Hæstorp Andersen, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, men der skal investeres mere.

- I Danske Regioner mener vi, at man burde gøre ordningen permanent, og at man også burde sikre, at det ikke kræver, at man skal have en let til moderat depression eller angst for at få gratis psykologhjælp.

- Der er mange andre, der også kunne have gavn af det, siger hun.

Gælder unge med let depression og angst

Tilbuddet gælder unge med let til moderat depression og angst, som skal henvises til ordningen af egen læge. De har nu en egenbetaling på psykologhjælpen på 40 procent, mens regionen betaler resten.

Ordningen finansieres af 15,7 millioner fra satspuljen, der blandt andet går til at finansiere tidsbegrænsede tiltag på sundhedsområdet. Den løber frem til udgangen af 2021.

Er det ikke dit ansvar som regionsrådsformand at finde penge til at gøre ordningen permanent?

- I regionsrådet har vi løbende tilført midler til psykiatriområdet, men det er også et område, der er meget presset af, at der kommer flere patienter.

- I mange år er der ikke kommet markant flere midler til det, til trods for at vi løbende får nye opgaver, siger Sophie Hæstorp Andersen.

/ritzau/

Læs også Flere børn og unge har det psykisk svært: - Det er meget problematisk