Ny forskning: Køer kan gøres mere klimavenlige

Fremover vil man kunne fremavle mere klimavenlige malkekøer med dansk tyresæd. Det viser ny forskning. Arkivfoto.

Ny forskning: Køer kan gøres mere klimavenlige

Malkekøers metanudslip er genetisk betinget, viser ny forskning. Avl kan skabe 90.000 ton mindre CO2 om året.

Når køerne bøvser og prutter, udleder de metangas, der i dag udgør seks procent af den samlede drivhuseffekt i Danmark. Nu baner ny forskning vejen for mere klimavenlige køer.

Fem procent lyder måske ikke af meget, men som årene går, så vil den effekt blive stærkere.

- Peter Løvendahl, seniorforsker, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Viking Genetics, der ejes af VikingDanmark med hovedsæde i Viborg, konkluderer, at det er genetisk betinget, hvor meget metan den enkelte ko udleder.

Læs også Køer krydses for at øge sundheden

Fremover vil man kunne fremavle mere klimavenlige malkekøer med dansk tyresæd. Det kan reducere køernes samlede udledning af metan med fem procent - svarende til 90.000 ton mindre CO2 om året i Danmark.

Det forklarer Peter Løvendahl, der er seniorforsker på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet.

- Fem procent lyder måske ikke af meget, men som årene går, så vil den effekt blive stærkere. Efterhånden batter det virkelig noget, siger Peter Løvendahl.

Han bakkes op af direktør Peter Høngaard Andersen fra Innovationsfonden, der fredag tildeler forskningsprojektet prisen "Årets Grand Solution" for at have øje for en fremtidig nytteværdi.

Direktøren hæfter sig ved, at køerne vil bruge mindre energi på at producere metan og af denne grund vil have brug for mindre foder. Det vil komme de danske landmænd til gode økonomisk, lyder det.

Læs også Økokøerne dansede i blæsevejret

Landmændene må dog væbne sig med tålmodighed. Ifølge Peter Løvendahl vil det tage op til fem år at få udbredt køer, som er avlet på klimavenlig tyresæd. Til den tid vil det dog ikke kun komme de danske landmænd til gode. Danmark er en af verdens førende inden for eksport af tyresæd.

At det i fremtiden kan blåstemples som klimavenlig vil øge interessen fra især Asien, Sydamerika og Afrika, mener projektleder Jan Lassen fra Viking Genetics, der er en landmandsejet kvægavlsforening.

- Vi vil kunne sænke deres metanudslip med 15 til 20 procent mere end herhjemme, da vi i Danmark i forvejen har en lav metanudledning per ko, forklarer Jan Lassen.