Ny fiskebutik skaber frustrationer

Det er småt med fiskebutikker i landsdelens store byer. Men i lille Thorsminde fordobler de snart antallet fra en til to.

Susanne Douglas Poulsen, der ejer Ottomines Røgeri, er godt og grundigt træt af, at der nu kommer en ny fiskebutik til byen.
Susanne Douglas Poulsen, der ejer Ottomines Røgeri, er godt og grundigt træt af, at der nu kommer en ny fiskebutik til byen.
Foto: Ole Hald, TVMIDTVEST

Der er en ekstra fiskebutik på vej til Thorsminde, fiskerne i byen og fiskeriforeningen har sammen købt en bygning på havnen, der altså snart skal blive til en butik. Forventningen er at der kan langes rødspætter over disken til foråret. 

Men konkurrenten i byen, Ottomines Røgeri, er ikke tilfreds. 

- Jeg synes ikke det er fair konkurrence at foreningerne går ind og etablererer en detailbutik med røgeri, når vi i forvejen i en lille by med 300 indbyggere har en lille fiskebutik og et røgeri der har eksisteret i 25 år, siger Susanne Douglas Poulsen, der ejer Ottomines Røgeri.

Formanden for fiskerne understreger, at deres nye butik ikke skal drives af fiskeriforeningen selv, men af et forpagterpar. Og derfor forstår formanden ikke konkurentens anklage. 

- Konkurrencer er sundt siger de - og  selvfølgelig er der plads til to, det er da bare et spørgsmål om at samarbejde, siger Kurt Madsen, som er formand i Fiskeriforeningen Thorsminde.

Den nye butik kommer til at holde markant længere åbent end den eksisterende, der kun har åbent i sommerperioden. 

- Jeg regner da med den nye butik holder åben minimum fem dage - måske syv dage om ugen - og hele året, siger Kurt Madsen, som er formand i Fiskeriforeningen Thorsminde.

Butikken kommer til at ligge ved vesthavnen lige overfor fiskeriauktionen.

 

 

2:26
Konkurrenten til den nye fiskebutik er ikke tilfreds