Ny festival for handicappede i Skive

De handicappede i Skive og omegn får nu deres egen festival. Byrådet har bevilliget 175.000 kroner til Skive Handicapfestival, der afholdes første gang den 20. juni

Guitar2_0.jpg

Der bliver gratis adgang til festivalen for handicappede og udviklingshæmmede fra både Skive og de omkringliggende kommuner.

Hovednavnene på plakaten bliver Birthe Kjær, The Feel Good Band og Kim & Hallo. Derudover skal bandet Bali også spille. Det består af otte psykisk udviklingshæmmede fra Odense.

Byråd bakker op

Det er de to byrådsmedlemmer Jan Dyhrberg Andersen og Johnny Knudsen, der har taget initiativ til festivalen.

- Sidste år var jeg med som hjælper ved en lignende festival i Sjølund. Deltagerne synes, det var rigtig hyggeligt, men der var langt at køre. Derfor er det oplagt at forsøge at lave et lokalt arrangement og dermed sikre, at mange flere af vores handicappede borgere kan deltage, siger Johnny Knudsen.

Et enigt byråd har valgt at bevillige penge til festivalen. Faktisk har flere af byrådsmedlemmerne også meldt sig som frivillige hjælpere til at sælge forfriskninger.

Arrangementet foregår 20. juni klokken 11-16 på Rock ved Åens festivalplads på Engvej i Skive