Ny direktør i Team Tvis Holstebro

Team Tvis Holstebro har ansat direktør for håndboldklubben HC Midtjylland, 36-årige Emil Bjørnø. Det sker kun en uge efter, at TTH ansatte klubbens træner.

emil-bjoernoe-salgschefweb.jpg

Efter Klavs Bruun Jørgensen stoppede som træner for Team Tvis Holstebros herrer for at blive landstræner, er det gået hårdt ud over naboklubben HC Midtjylland.

Først træneren, så direktøren

Sidste fredag blev HC Midtjyllands træner, Patrick Westerholm, præsenteret som den nye træner i TTH og i dag er klubbens økonomi- og administrerende direktør, Emil Bjørnø, blevet præsenteret som TTH's nye direktør.

- Jeg tror vi har fundet den helt rigtige mand til posten i Emil. Han kender gamet indefra og vigtigst af alt, så har han i såvel HC Midtjylland som i FC Midtjylland bevist sit talent inden for salg og kommercielle aktiviteter. Vi har i processen for at finde en ny direktør, i særdelshed lagt stor vægt på, at finde en person der kan fortsætte og videreudvikle vores kommercielle aktiviteter, som i bund og grund er vores eksistensgrundlag. Emils DNA er salg, men også service og kundepleje er afgørende fokusområder i hans nye job i Team Tvis Holstebro, siger bestyrelsesformand i Team Tvis Holstebro, John Gråkjær  i en pressemeddelelse.

Glæder sig til nye udfordringer

Emil Bjørnø starter i sit nye job den 1. marts 2015.

- Jeg glæder mig enormt til de nye udfordringer i Team Tvis Holstebro, der er en af de helt store klubber i dansk håndbold. Derfor er det med stolthed og store forventninger at jeg sætter mig i direktørstolen i Holstebro. Det bliver spændende at skulle arbejde i en klub, der på såvel dame som herresiden er med helt fremme, det er helt sikkert udfordrende, men giver også spændende muligheder kommercielt, som bliver mit absolutte fokusområde, siger Emil Bjørnø i pressemeddelelsen.