Ny direktør i Midtvest Bredbånd

Ny direktør i Midtvest Bredbånd

44-årige Henrik Brændgaard tiltræder i dag som administrerende direktør for selskabet.

Henrik Brændgaard afløser Jan Jensen, som fratrådte fredag 6. marts efter uenighed om fortsættelse af den eksisterende ansættelsesaftale. Det skriver Midtvest Bredbånd i dag i en pressemeddelelse.

Henrik Brændgaard er desuden økonomidirektør hos Midtjyllands Elektricitetsforsynings Selskab, MES, i Brande.

Bestyrelsesformand Flemming Poulsen understreger, at udnævnelsen skal sikre ro i organisationen, som er præget af den betalingsstands­ning, selskabet i øjeblikket er i.

- Det vigtigste er, at selskabet nu igen har en ledelse, en adm. dir, så selskabets medarbejdere og samarbejdspartnere ved, hvem der tegner selskabet, skriver Midtvest Bredbånd.

Henrik Brændgaard er 44 år og gift med Rikke, som er daginstitutionsleder i Herning Kommune. Sammen har parret tre børn på henholdsvis 7, 17 og 19 år.

Henrik Brændgaard har været ansat ved elselskabet MES i Brande siden 1997, først som økonomichef. I 2004 blev han udnævnt til direktør, primært med ansvar for økonomi og administration. Desuden er han medlem af bestyrelsen i Scanenergi A/S og Scanenergi Elsalg A/S.