Ny direktør i Ringkøbing Fodbold

Ringkøbing Fodbold har ansat den 44-årig Michael Hansen som ny direktør i klubben. Og det er noget, der i følge formanden vil kunne mærkes fremover.

Ringkøbing Fodbold har ansat den 44-årig Michael Hansen som ny direktør i klubben. Og det er noget, der i følge Ringkøbing Fodbolds formand Finn Juhl vil kunne mærkes i klubben fremover.

- Vi har lavet et scoop. Det her sender et kraftigt signal om, at vi vil det her. Jeg forventer mig meget af det nye samarbejde, siger Finn Juhl til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

For nogle uger siden præsenterede Ringkøbing Fodbold ifølge Dagbladet en ambitiøs plan for 2020, hvor der blandt andet stod, at klubben gerne ville ansætte en direktør. Planen med en ny direktør skulle eftersigende være at styrke de kommercielle værdier og have fokus på at opbygge det sportslige setup.

- Der gik ikke lang tid, inden vi havde fået fem-seks meget seriøse henvendelser. Det var slet ikke nødvendigt at slå stillingen op, og det fortæller mig, at mange gerne vil være en del af det, vi har gang i her i Ringkøbing Fodbold, fortæller Finn Juhl til Dagbladet.

Blandt de seriøse henvendelser var den 44-årig tidligere spiller på topplan og senest cheftræner for Vestsjælland, Michael Hansen.

- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med en helt anden del af fodbolden. I min karriere som spiller har jeg altid været interesseret i alt det, der lå bag kampene på banen. Jeg har været anfører mange steder, og det gav ekstra indblik. Senere blev jeg træner, og der fik jeg nogle helt andre erfaringer. Nu glæder jeg mig til at tage endnu et skridt. Til at blive den der har overblikket oppe fra helikopteren men også være synlig på gulvet og tage del i dagligdagens mange opgaver, fortæller Michael Hansen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

 

Michael Hansen er tidligere spiller på topplan i B1901, Næstved, Silkeborg IF - hvor han blev dansk mester, OB, Holland, Esbjerg fB og FC Midtjylland. Senere blev han assistenttræner og dernæst cheftræner i Skive og senest har han været cheftræner i Vestsjælland, indtil en konkursbegæring tvang klubben til lukning i foråret 2015.

 

Det vestjyske fællesskab

Michael Hansen har fra første dag været særdeles positiv for sin nye klub.

- Det gjorde mig virkelig interesseret i jobbet. Klubbens værdier stemmer overens med mine egne værdier, og det er afgørende for mig for at kunne fungere. Jeg har allerede mærket den her lidt mærkelige størrelse, som jeg vil kalde vestjysk fællesskab. Det fællesskab vil jeg gerne være en del af, forklarer Michael Hansen, der bor i Silkeborg med sin kone og sine fire sønner.

Michael Hansen, der er ny i stillingen som direktør ser frem til sin nye stillingsbetegnelse og et job, der ikke kun drejer sig om spillet på grønsværen.

- Jeg skal jo ikke opfinde en hel masse nyt. Jeg skal i stedet være med til at videreudvikle det eksisterende. Jeg glæder mig til at være med til at tegne dagligdagen i en klub. Glæder mig til at være i et job hvor det ikke kun drejer sig om søndag-søndag. Nu skal jeg have overblikket over dagligdagen. Overblik over hvordan tingene fungerer i Ringkøbing Fodbold. Ud fra det skal jeg forsøge at udvikle tingene. Jeg ser et uudnyttet potentiale i Ringkøbing Fodbold. Det er en bæredygtig klub, der er parat til at tage det næste skridt. Jeg skal udvikle klubben på den lange bane, så vi får økonomi til at kunne styrke fodbolddelen. Klubben skal tilbage i 2. division hurtigst muligt. Det er nu, fundamentet skal skabes for fodboldmæssig succes, siger Michael Hansen til Dagbladet.

Michael Hansen får ansvaret for det sportslige, det økonomiske og det kommercielle i klubben.

-Jeg skal være med i det hele. Heldigvis har vi det sportslige på plads med en kapacitet som Nicolai Wael som træner. På det område skal jeg forsøge at være med til at trække stærke spillere til klubben, så vi kan indfri de sportslige mål om oprykning og etablering i 2. division. Omkring alt det andet ligger der mange spændende opgaver og venter. Jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger Michael Hansen.