Ny DF-formand: Vi hører hjemme i blå blok

Dansk Folkepartis nye formand i Thisted, Kaj Kirk, understreger, at partiet fra nu af hører hjemme på den politiske højrefløj i kommunen.

kajkirk.jpg

Efter at Ib Poulsen i weekenden trak sig som formand for Dansk Folkeparti i Thisted Kommune, er partiet nu tilbage i den blå blok, der vil lukke daginstitutioner.

- Det gør vi nok også i kraft af at der er kommet en ny formand.  Vi har ikke altid været enige om det der sidespring, vi har foretaget, siger den nye formand Kaj Kirk om novembers samarbejde med Socialdemokraterne og Enhedslisten, der reddede børnehaverne.

Men for Enhedslisten Jens Otto Madsen, der også er medlem af kommunens børne- og familieudvalg, kan det være svært at finde ud af, hvor Dansk Folkeparti står rent politisk.

- Udgaven af Dansk Folkeparti i Thisted er dybt, dybt utroværdig. De er løbet fra en aftale.

- Jeg frygter, at der lukker en 3-4 daginstitutioner allerede til august. Nu må vi jo se at få forældrene på lakridserne igen, siger han.

Og netop forældrene, der i vinter var i oprør over besparelserne på børneområdet, er fortørnede over, at Dansk Folkeparti nu danner alliancer med Venstre og De Konservative Folkeparti.

- Der er et pinligt politisk rod i byrådet. Det er vel det mest præcise svar. Vi skal op med paraderne igen, og vi skal kæmpe igen og vise, hvad vi har at byde på herude, siger Casper Søe Larsen, der er forælder til et barn i Nors Børnehus

Lukninger bliver nødvendige

Kaj Kirk forstår forældrenes frustrationer og understreger, at deres stemme er blevet hørt.

- De skal ikke føle, at den runde, vi har været igennem, har været formålsløs. De høringssvar, som de har givet ligger stadig til grund for det videre forløb, siger den nye DF formand.

Poul Hvass Hansen, der er en del af den konservative byrådsgruppe og formand for kommunens børne- og familieudvalg er noget mere skarp i retorikken omkring daginstitutionernes fremtid.

- Vi har jo stadig de samme problemer: For få børn, for mange institutioner, for få penge at drive det for. Så vi er nødt til at slå nogle sammen. Opgaven bliver så at finde ud af, hvor få eller hvor mange institutioner vi skal berøre nu, siger han.

Ib Poulsen vil ikke kommentere på sin rolle i sagen, hvor balladen om besparelser på børneområdet i Thy nu ser ud til at kunne starte forfra.