Ny bandepakke med hårdere straffe er på plads

Måske den hårdeste bandepakke i danmarkshistorien. Sådan betegner DF's Peter Kofod stramninger mod bander.

Black Army
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Hårdere straffe, øget kontrol og et opholdsforbud i op til 10 år for rockere og bandemedlemmer.

Det er nogle af de centrale punkter i en ny bandepakke. Den faldt fredag eftermiddag på plads efter forhandlinger mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

- Det er en jernnæve mod rocker-bandekriminaliteten, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og tilføjer:

- Det er en god dag for lovlydige borgere i Danmark, og det er rigtig trist at være rocker-bandekriminel.

Flere af forslagene i pakken har på forhånd vakt opsigt. Blandt andet at rockere og bandemedlemmer ud over en fængselsstraf også kan få forbud mod at opholde sig i det område, hvor de har begået kriminalitet.

Den type forbud kan gælde i op til ti år.

Kritikerne mener, at det kan få store konsekvenser for den enkelte, som måske har familie i området. Den bekymring preller dog af på Søren Pape Poulsen:

- Vi har at gøre med rå, kompromisløse kriminelle.

- Det er ikke folk, der stjæler en slikkepind nede i brugsen. Det er folk, der gør almindelige danskere utrygge. Det er på tide, at de nu får kærligheden at føle på den gode måde, siger justitsministeren.

Han understreger, at aftalepartierne har valgt at gå "så langt, som man overhovedet kan" inden for de internationale konventioner.

Ifølge Dansk Folkepartis Peter Kofod er der tale om den måske "hårdeste bandepakke i danmarkshistorien".

Også retsordfører Trine Bramsen (S) er tilfreds med, at der nu skal gås endnu hårdere til de omkring 1400 personer, som ifølge politiet har tilknytning til rocker- bandemiljøet.

- For Socialdemokratiet er det en utrolig vigtig pakke. Vi sætter ikke bare ind med hårdere straffe, men også bedre redskaber til politiet, så vi kan få de kriminelle dømt, siger Trine Bramsen.

Her kan du læse om nogle af punkterne i den nye bandepakke:

  • Fokusområde 1: Tryghed og sikkerhed for borgerne.

- Straffen for lovovertrædelser, hvor der er brugt skydevåben eller eksplosivstoffer på offentligt tilgængelige steder, skal kunne forhøjes med indtil det halve.
    
- Personer, som er dømt for banderelateret kriminalitet, skal kunne idømmes forbud mod at opholde sig i bestemte områder.
    
- Straffen for overtrædelse af politiets forbud - udstedt i medfør af rockerloven - mod at opholde sig i en bestemt ejendom fordobles til normalt mindst 60 dages fængsel.
    
- Sikkerheden i skytteforeninger skærpes, så alle medlemmer med adgang til skydevåben skal være såkaldt vandelsgodkendt. Det vil sige, at man ikke er eksempelvis straffet for vold eller overtrædelser af våbenloven.

  • Fokusområde 2: Rockere og bandemedlemmer skal væk fra gaderne.

- Personer, der er dømt efter bandebestemmelsen, skal ikke kunne prøveløslades, medmindre de deltager i exitforløb.
    
- Personer, der deltager i det nationale exitprogram, skal kunne indlevere deres våben uden at blive straffet for ulovlig våbenbesiddelse.
    
- Ledende bandemedlemmer skal så vidt muligt afsone adskilt fra andre medlemmer af den samme gruppering.

  • Fokusområde 3: Pres på rockerne og banderne.

- Politiets operative efterforskningsenheder styrkes med specialiseret operativ analysekapacitet svarende til 25 årsværk.
    
- Muligheden undersøges for at sætte ind mod rockeres og bandemedlemmers leasing af statussymboler som eksempelvis luksusbiler.
    
- Der nedsættes en arbejdsgruppe, der med inspiration fra Al Capone-metoden skal se på mulige tiltag, som kan forhindre rockeres og bandemedlemmers misbrug af offentlige ydelser.
    
Kilder: Justitsministeriet.