Cykelturismen stortrives: Ny båd sejler cyklister over Ringkøbing Fjord

Det nye tiltag Seaside Safari i Hvide Sande sejler cykelturister over fjorden for at give gode oplevelser i området.  

Skipper hos Seaside Safari i Hvide Sande Jonathan Birk Rasmussen.
Skipper hos Seaside Safari i Hvide Sande Jonathan Birk Rasmussen.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

En helt ny båd skal give flere turister mulighed for at tage en tur rundt om Ringkøbing Fjord på cykel.

Båden sejler frem og tilbage mellem Hvide Sande og Ringkøbing, og her kan turisterne smide deres cykel med ombord, krydse fjorden og cykle de små 25 kilometer tilbage til Ringkøbing.

- De, der sejler med, kan få lov til at cykle tilbage igen over den naturskønne vej, som går langs nordkysten af fjorden, påpeger Jonathan Birk Rasmussen, der er skipper på Seaside Safari i Hvide Sande.

Mens kritikkere måske vil mene, at det kan virke dovent kun at cykle den ene vej, så handler det om andet end at træde i pedalerne hele vejen.

- Det vil nogen måske sige. Men det er jo trods alt ikke alle, der har den samme fysik. Der skal være mulighed for, at alle kan være med, siger Jonathan Birk Rasmussen.

Der kommer flere cykelturister

Tiltaget er det seneste eksempel på, at cykelturismen har det rigtig godt i Ringkøbing-Skjern Kommune, lyder det fra Søren Elbæk (S), der er formand for erhvervs- og vækstudvalget i kommunen.

- Der kommer simpelthen flere og flere cykelturister.

- Vi er også ved at lukke et hul i den sydlige del af Ringkøbing Fjord, så man kan cykle hele vejen rundt om fjorden. Det bliver en helt unik cykeloplevelse, siger Søren Elbæk.

Tager man den længste cykeltur fra Ringkøbing til Hvide Sande, er der cirka 80 kilometer.

2:23
Nu kan man blive sejlet mellem Ringkøbing og Hvide Sande med sin cykel.