Ny auktion over Jesper Office

Kun kreditor bød på møbelfabrikken i Ulfborg. Ny auktion fastsat til 21. oktober.

En 16.000 m2 stor fabriksbygning og en knap 500 m2 stor, tilhørende villa var torsdag under hammeren, da konkursboet efter Jesper Office røg på auktion. Men ikke én ønskede at byde på bygningerne, der er vurderet til 23. millioner kroner.

Det betød, at Nykredit bød 1 million kroner for hele herligheden, og samtidig bad om en ny tvangsauktion. Det er Nykredit, der sammen med FIH Erhvervsbank og Handelsbanken har pant i bygningerne og de andre panthavere overbød ikke Nykredit.

Det er et år siden at virksomheden krakkede, og i foråret blev møbelfabrikken tømt for maskiner og inventar ved en stor konkursauktion.

Den nye tvangsauktion bliver holdt den 21. oktober klokken 10.30.