Ny app vil gøre taxikørsel billigere

Taxiselskabet 4x48 tager nu kampen op med de forskellige kørselstjenester, der i dag findes.

En ny app skal gøre det lettere og billigere at få fat i en taxa.
En ny app skal gøre det lettere og billigere at få fat i en taxa.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Midt- og vestjyder kan nu også få glæde af taxi-appen Moove, der ifølge firmaet bag kan reducere prisen på en taxitur med 10 til 15 procent. Det skriver Fagbladet 3F.

Selskabet bag appen er det landsdækkende taxiselskab 4x48 TaxiNord/DanTaxi. Det nye er, at man som kunde altid får prisen på sin taxitur at vide, inden man takker ja til turen.

- Som Danmarks største taxiselskab har vi en pligt til at føre an i udviklingen, og med Moove har vi vist, at selvfølgelig kan det lade sig gøre at tilbyde ny teknologi i taxi-regi uden at overtræde lovgivningen, siger direktør Carsten Aastrup til fagbladet.

Appen har i længere tid kunnet bruges i Aarhus og København, men kan nu også bruges i Viborg, Nykøbing, Thisted og Skive.

Frygter for chaufførernes indtjening

Dagbladet har talt med den faglig medarbejder hos 3F Københavns Chauffører, Bo Weye Hansen, om den nye app. Han mener, at den fungerer glimrende, er brugervenlig, og at den fremtiden. Han har dog visse betænkeligheder:

- I forhold til de rabatter, der gives er det afgørende, at Moove-ture ikke må koste chaufførerne indtægt, Jeg har også betænkeligheder ved, at der er et "no-show-fee" på 50 kroner, som må trækkes på kundens konto. I dag må det jo normalt ikke koste kunden noget, hvis bil og passager ikke finder hinanden, forklarer Bo Weye Hansen.

Et "no-show-fee" er betaling for, at passageren ikke dukker op.

Appen er indtil videre downloadet 35.000 gange og kan i øvrigt bruges i Aabenraa, Aalborg, Hjørring, Odder, Skanderborg og Sønderborg.