Ny anholdelse i kæmpe indbrudssag

56-årig serbisk mand anholdt - mistænkes for at være med i en bande, der har over 150 indbrud på samvittigheden.

07072011_Tyvekoster.jpg

Sagen om en serbisk bande, der mistænkes for at stå bag stribevis af indbrud i Midt- og Vestjylland, fortsætter med at vokse.

Onsdag anholdt politiet en 56-årig serbisk mand i Ikast - han sigtes for tyveri og blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham til den 27. juli.

Dermed er der nu fire fængslede i sagen. Og vicepolitikommissær Poul Fink fra Midt- og Vestjyllands Politi vil ikke udelukke, at der er flere anholdelser på vej.

1100 tyvekoster

Sagen begyndte at rulle, da tre serbere - to mænd og en kvinde - i marts blev anholdt i Ikast. Politiet mener, at der er tale om en velorganiseret bande, der har mindst 150 indbrud på samvittigheden. Politiet har fundet omkring 1100 styk tyvekoster, hvoraf cirka en tredjedel er leveret tilbage til ejerne.

Politiet har to gange holdt åbent hus i Ikast og Silkeborg, hvor de mange tyvekoster blev vist frem, og efterforskerne bliver løbende opmærksomme på flere indbrud, som banden sættes i forbindelse med.

Alle retsmøder i sagen har indtil videre været holdt bag lukkede døre.

TV/MIDT-VEST sendte den 22. juni dette indslag om den serbiske bande, da politiet holdt åbent hus i Silkeborg.