Ny aftale: Sygehuset på Mors lukkes

Forlig om sygehusstrukturen i Region Nordjylland. Sygehuset på Mors lukkes - til gengæld bevarer Thisted 12-16 psykiatriske sengepladser.

Politikerne i Region Nordjylland har torsdag indgået et forlig om sygehusstrukturen, og det betyder som ventet, at sygehuset i Nykøbing lukkes, og at funktionerne flyttes til Thisted.

Samtidig lukkes også sygehuset i Dronninglund.

Bag aftalen står Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale.

For Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) kommer lukningen ikke som den store overraskelse. Han har tidligere måttet opgive at få sin kollega i Thisted til også at kæmpe for afdelingen i Nykøbing. Alligevel er han skuffet.

- Vi bliver en amputeret flanke af regionen uden aktiviteter. Jeg er skuffet over, at der ikke var vilje til at fastholde en velfungerende afdeling. Der var ikke mod til at kæmpe for de lokale arbejdspladser, siger borgmesteren til TV MIDTVEST.

Sygehuset på Mors er en del af sygehus Thy-Mors. De vigtigste funktioner i Nykøbing er en røntgenafdeling og et kirurgisk dagafsnit.

Politikerne er også blevet enige om fremtiden for psykiatrien, hvor der var lagt op til at lukke sengeafsnittet N8 i Thisted. Men det forslag er pillet af bordet - regionen oplyser i en pressemeddelelse, at afdelingen bliver bevaret med 12-16 sengepladser.

Udskyder beslutning om genoptræning

Det nordjyske regionsråd har tidligere besluttet at samle neuro-rehabiliteringen - det vil sige genoptræning af eksempelvis hjerneskadede patienter - på et sted. Den beslutning bliver ikke ændret, men til gengæld vil politikerne først have en analyse af de mulige placeringer, inden de beslutter sig.

Funktionen skal enten placeres i Brønderslev, Dronninglund, Hjørring eller Aalborg. Analysen skal være færdig 1. oktober, og indtil videre der stadig være neuro-rehabilitering i Thisted og Frederikshavn.