Ny aftale skubber patienter fra sygehuse over til egne læger

Finansieringen i en ny aftale med regionerne baseres i høj grad på telemedicin og udflytning af opgaver.

Finansminister Kristian Jensen (V) samt Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) og Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), da Regeringen og Danske Regioner holder doorstep efter de i løbet af natten er blevet enige om regionernes økonomi for 2019.
Finansminister Kristian Jensen (V) samt Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) og Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), da Regeringen og Danske Regioner holder doorstep efter de i løbet af natten er blevet enige om regionernes økonomi for 2019.
Foto: Scanpix / Philip Davali

Praktiserende læger og kommunale sundhedshuse skal overtage en del af sygehusenes opgave for at effektivisere sundhedsvæsnet, fremgår det af den nye økonomiaftale med Danske Regioner.

- Det er faktisk en del af løsningen at skubbe opgaven ud tættere på borgerne, siger finansminister Kristian Jensen (V).

Samtidig skal et teknologibidrag på en halv milliard sørge for, at regionerne fortsat effektiviserer, når det omstridte produktivitetskrav afskaffes.

Mere sammenhæng for patienterne

Produktivitetskravet har hidtil tvunget regionerne til hvert år at effektivisere to procent. Men det afløses af teknologibidraget på en halv milliard kroner, der skal få sundhedsområdet til at bruge nye teknologiske løsninger til at effektivisere.

Samtidig indføres et nyt princip til styre regionernes økonomi - nærhedsfinansiering - der ifølge Finansministeriet skal finansiere 1,5 milliard af regionernes finansiering i 2019. Det er betinget af, at regionerne leverer på aftalte mål.

- Det vi får nu, det er en styring, der i høj grad hænger sammen for patienten, så man lægger behandlingerne den samme dag, så man kun har én kontakt, og at man prøver at flytte en lang række af de services, der er, tættere på borgerne, siger Kristian Jensen.

Praktiserende læger skal inddrages

Ifølge ministeren kan der hentes meget effektivisering ved at flytte opgaver ud til de praktiserende læger, når det eksempelvis gælder KOL-patienter og diabetespatienter.

Danske Regioners formand Stephanie Lose (V) tror på, at et større samarbejde med de praktiserende læger kan lykkes. Samtidig øjner hun muligheder i brugen af telemedicin, hvor patienter konsulteres virtuelt og en udflytning af opgaver til kommunerne.

- Vi vil gerne bidrage med flere udgående funktioner fra sygehusene, det kunne være mere telemedicin, det kunne være aftaler med kommunerne, siger hun.