Ny aftale skal skabe vækst hos dambrug

En ny aftale om en vækstpulje til dam- og havbrugene skal sikre grøn omstilling i branchen og fordoble produktionen af fisk.

dambrug.jpg

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om en vækstplan for de danske dambrug og havbrug. En pulje på 87 millioner kroner skal sikre, at branchen producerer flere fisk, og samtidigt sikre at driften bliver mere miljøvenlig, det skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

- Der er hårdt brug for tiltag, der udvikler akvakultursektoren, så den kan producere flere og mere bæredygtige fisk. Vi hjælper med at finde plads til nye havbrug, hvor miljøet er robust nok til det, og vi har afsat en ekstra kvælstofkvote til de mest moderne og miljøvenlige dambrug, som producerer med den mindste miljøbelastning. Det vil ikke alene skaffe eksportkroner hjem til Danmark, det vil også skabe arbejdspladser i vores landdistrikter, hvor produktionen primært er, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Flere fisk

følge Fødevareministeriet produceres der i dag imellem 40-45.000 tons fisk i de danske dam- og havbrug. Målet med vækstplanen er blandt andet at øge produktionen med 36.000 tons fisk. I forbindelse med Landbrugspakken blev der sidste år afsat en ekstra kvælstofkvote til dambrugssektoren, og partierne bag pakken blev enige om at udpege nye placeringer til havbrug. 

En stor del af de 175 danske dambrug ligger i det midt- og vestjyske. 
En stor del af de 175 danske dambrug ligger i det midt- og vestjyske. 

De nye anlæg forventes at kunne være klar til udsætning af fisk og produktion i foråret 2018.

- Med dansk akvakultur har vi at gøre med en sektor, hvis produktionsniveau har stået stille de sidste mange år. Det er indtil nu ikke lykkedes at give branchen de vilkår, den behøver for at kunne producere flere fisk og dermed få en større del i de eksportkroner og arbejdspladser, som branchen har potentiale for. Det forsøger vi at forløse med vækstplanen, der giver plads til en merproduktion på cirka 36.000 tons fisk, siger Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Omkring 90 procent af de fisk, som produceres i danske dam- og havbrug, eksporteres til andre lande. Flest til Tyskland og Holland.

- Vækstplanen giver de mindre dambrug bedre mulighed for endelig at få en miljøgodkendelse. Der har i mange år været et hængeparti med cirka 50 dambrug, der ikke er blevet miljøgodkendt. Det får vi styr på nu, så alle mindre dambrug får en individuel vurdering af deres miljøpåvirkning, siger Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti.

- Vi øger nu incitamentet for, at danske dambrugere lægger om til en mere miljøvenlig produktion, mod at de får mulighed for at producere flere fisk. Derudover hjælper vi trængte dambrugsejere ud af en måske låst situation og fjerner flere unødige regler, som indtil nu har forhindret sektoren i at vokse. Sektoren har længe haft brug for bedre vilkår for vækst, og det får den nu, siger Thomas Danielsen fra Venstre.

Af de cirka 175 dambrug, der findes i Danmark, er cirka 140 dambrug ældre anlæg, der ikke udnytter moderne miljøteknologi, som Danmark er blandt de bedste i verden til at udvikle, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.