Ny aftale: Akutte patienter fra Mors til Viborg

Region Nordjylland erkender, at den nuværende ordning påfører patienterne ekstra gene.

Foto: Arkiv

En række akutte patienter fra Mors kan i fremtiden undgå at blive sendt på en lang køretur i ambulancen til Aalborg eller Hjørring.

Region Nordjylland har nemlig lavet en aftale med Region Midtjylland om, at alle akutte organkirurgiske patienter fra Morsø Kommune fra den 1. januar skal udredes og behandles i Viborg.

- Vi har arbejdet på at finde en hensigtsmæssig løsning for morsingboerne ud fra nærhedsprincippet, fordi vi anerkender, at den nuværende model påfører patienter fra Mors ekstra gene, siger koncerndirektør i Region Nordjylland, Anne Bukh, i en pressemeddelelse.

Den nye aftale kommer efter, at flere politikere på Mors kraftigt har kritiseret ordningen med, at øens akutte patienter bliver sendt til Aalborg og i nogle tilfælde Hjørring. Ordningen blev indført, fordi Region Nordjylland ikke kan skaffe læger til akutkirurgien i Thisted og betød altså, at syge morsingboere ofte skulle ud på en meget lang tur i ambulancen.

01:53

TV MIDTVEST har tidligere sendt dette indslag om frustrationen på Mors over de lange køreture.

Luk video

- Vi er efterladt i en hel uholdbar situation, sagde Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) til TV MIDTVEST den 30. oktober - og opfordrede samtidig Region Nordjylland til at lave en aftale med sygehuset i Viborg.

Aftalen gælder kun patienter på det organkirurgiske område (for eksempel akutte mave-tarm operationer) og ventes at dreje sig om 350 patienter om året.

Der er 63 kilometer fra Torvet i Nykøbing til Viborg - og 123 til Aalborg og 154 til Hjørring.

 

 

Læs også Morsø kræver bedre ambulancedækning

 

Læs også Længere ventetid på ambulancer i Thy