Ny aftale: 15 millioner kroner til bedre veje i Midt- og Vestjylland

Struer, Ans og Vilsund er blandt de steder, hvor vejforholdene skal forbedres som en del af ny trafikaftale.

Det er blandt andet Åsvej i Vilsund, der er blevet sat penge af til at forbedre. Foto: Google Maps

Regeringen har sammen med DF indgået en aftale, som sikrer i alt knap 100 millioner kroner til bedre fremkommelighed på vejene. Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelse.

I finanslovsaftalen for 2018 blev der afsat 50 millioner kroner til initiativer på transportområdet i både 2018 og 2018, og de penge er nu blevet fordelt på konkrete projekter.

Minister: Små tiltag har stor effekt

Her i landsdelen er der tre projekter, som bliver til virkelighed: Et nyt venstresving på Bredgade i Struer, en krydsombygning ved Ansvej i Ans og endnu en krydsombygning på Åsvej i Vilsund. De tre trafikale ombygninger i Midt- og Vestjylland kommer samlet set til at koste 15,1 millioner kroner.

- Det er mindre tiltag, men beregninger viser, at de vil have stor effekt på fremkommelighed og sparet rejsetid. Når forbedringerne er på plads, vil det komme de borgere og virksomheder til gavn, som hver dag er afhængige af at kunne komme sikkert og hurtigt frem. Det er til gavn for hele Danmark, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA). 

I alle de konkrete tiltag er det målet, at trafiksikkerheden skal blivve højere. Du kan læse mere om projekterne i Vilsund, Ans og Struer her.

Oversigt over de aftalte initiativer

Trafiksikkerhed
• Bundet venstresving ved kryds (Bredgade i Struer Kommune) = 3,0 mio. kr.
• Krydsombygning ved Ansvej, Ans = 5,9 mio. kr.
• Krydsombygning af Vildsundvej/Åsvej i Vilsund = 6,2 mio. kr.
• Rundkørsel, Koldingvej, Tyvse i Tønder Kommune = 7,8 mio. kr.

Fremkommelighed
• 120 km/t på udvalgte motorvejsstrækninger = 18,2 mio. kr.
  • Aarhus: Motorvejskryds Aarhus Syd - motorvejskryds Aarhus Vest og Aarhus Syd Motorvejen: Motorvejskryds Aarhus Syd - Viby Ringvej
  • Vejle: Strækning fra motorvejskryds Skærup til Vejle Syd
  • Holbækmotorvejen: Holbæk til Torkildstrup Rasteplads 
  • Aalborg: Svenstrup til Aalborg Syd - Kun nordgående retning. 
• Ekstra frakørselsbane på Motorring 3 ved Lagergårdsvej (TSA 18) = 8,3 mio. kr.
• Hillerødmotorvejen nordgående TSA 5 Værebrovej = 3,4 mio. kr.
• Parallelspor ved forbindelsesrampe mellem Østjyske Motorvej og Djurslandmotorvejen, TSA 46, Aarhus N = 24,7 mio. kr.
• Udbygning af sydligt rampekryds og anlæg af ny vestvendt rampe, Frakørsel 59, Fredericia S = 21,1 mio. kr. (under forudsætning af kommunal medfinansiering af de resterende udgifter)