Ny afgørelse: Handbjerg havde stormflod

Stormrådet har netop afgjort, at den vestlige del af Limfjorden også var omfattet af stormflod. Det betyder, at de berørte borgere nu også kan søge erstatning for skaderne (opdateret).

111213_Handbjerg.jpg

Der var også stormflod i de indre farvande i Limfjorden, herunder i Struer og i Handbjerg. Det fremgår af en ny afgørelse fra Stormrådet torsdag eftermiddag.

Oprindeligt var beslutningen ellers, at området ikke var ramt af stormflod. Den vurdering var baseret på målestationer i Skive og Lemvig, da der ikke fandtes vandstandsmålere i Struer og Handbjerg. Flere sommerhusejere var rasende over den afgørelse - som nu bliver lavet om.

Formand for Stormrådet, Karen Westerbye-Juhl, siger i en pressemeddelelse:

- På baggrund af en ny vurdering fra Kystdirektoratet har Stormrådet afgjort, at der er tale om stormflod flere steder i den vestlige del af Limfjorden, end vi besluttede på mødet den 10. december. Det betyder, at forsikringsselskaberne nu også kan behandle sager fra disse tilføjede områder og vurdere, om der skal udbetales erstatning i henhold til stormflodsloven.

Den nye vurdering glæder Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj, som klagede til Stormrådet efter den første afgørelse.

- Det er fantastisk. Jeg synes, det er glædeligt, at man i stormrådet nu har accepteret, at den stormflod var af sådan en karakter, at det bestemt er rimeligt at kunne søge erstatning. Men jeg synes, det er en lidt speciel måde, man har regnet det ud på - der var det måske mere hensigtsmæssigt at søge noget dokumentation hos os. Vi vidste jo, at vandstanden var meget høj i området, siger han til TV MIDTVEST.

Følgende områder i den vestlige del af Limfjorden nu omfattet:

  • Nissum Bredning fra Thyborøn til Oddesundbroen, både den nordlige og sydlige kyst og tillige som nyt område:
  • Den nordlige kyst fra Oddesundbroen til Vilsundbroen og videre mod øst til Buksør Odde
  • Den sydlige kyst fra Oddesundbroen til Struer og videre mod øst til Sæbygårds Hage samt alle øer herimellem

Stormrådets afgørelse er altafgørende for, om man kan få erstatning for oversvømmelserne. Hvis man ikke har været ramt af stormflod, kan man typisk ikke få erstatning fra forsikringsselskaberne.

Se kort over de nye områder her.

1:40
De sommerhusejere i den vestlige del af Limfjorden, som blev ramt af stormen Bodil, kan nu alligevel få erstatning.Stormrådet har netop afgjort, at den vestlige del af Limfjorden også var omfattet af stormflod